8. september 2010

Din frie vilje


Ved behandlingen fjerner jeg naturligvis ikke dine ydre involveringer, men ruster dig til, ud fra dit eget ønske, at anskue tingene i mere positiv retning. At du ser mere objektivt på situationen i betragtning af, at der faktisk er et positivt aspekt i alt! At der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget!

Du kan muligvis ikke få øje på disse ting i øjeblikket, men velviljen overfor et positivt livssyn skal være tilstede, for at jeg kan hjælpe dig.

Da behandlingen jo netop er baseret på positiv tænkning, kan jeg ikke påvirke dig hypnotisk i den retning, hvis det strider imod dine egne tanker og ønsker, idet underbevidstheden først og fremmest lytter til dig selv, og det er jo som det skal være, da man ikke skal have indflydelse på et andet menneske mod dets vilje.

Er der derimod en overensstemmelse mellem dine ønsker og mine hypnotiske påvirkninger, er du derfor hurtigt hjulpet.

Det skal ofte gøre ondt for at gøre godt. Man lærer af ubehaget, og har man lært tilstrækkeligt, får man al den hjælp man har behov for, enten af mig som behandler eller af andre, der er i stand til at yde lige netop den hjælp, som du er klar til at modtage.

Jeg vil her tilføje, at du ikke behøver, at have samme ideologiske livsopfattelse som mig for at få hjælp. Bare du er indstillet på, at der nu skal ske noget i positiv retning, så kan jeg hjælpe dig!